I dette indlæg skriver vi om vores forberedelser til vores første længere mc-tur, som går til den sydlige del af Norge. Vi nævner en del udstyr, som vi selv har købt (og ikke fået sponsoreret).

Ideen til turen kom i 2011

Forberedelserne til turen vi skal på, starter faktisk helt tilbage i 2011, hvor vi hverken havde motorcykler eller kørekort til dem. Vi er i Karlsborg i Sverige med mindre børn og en Camp-let, og mens vi står med smeltende vaffelis, ser vi en større gruppe motorcyklister, der indkvarterer sig på det idylliske Kanalhotellet. Her kigger Steen og jeg på hinanden og aftaler, at det skal vi også, inden han fylder 50. I henholdsvis 2013 og 2014 erhverver vi vores kørekort til mc og køber motorcykler. I de efterfølgende år har lige så stille sadlet om fra Camp-let til komplet motorcykeludstyr, og ungerne er blevet så store, at de selv tager på sommerferie. 

2020 er sommeren, hvor vi skal afsted på den store tur, hvis vi skal nå det, inden Steen runder det skarpe hjørne. Sidste år besluttede vi, at turen skulle udvides til også at ramme Norge og for ikke at være afhængig af et afrejsetidspunkt (det kan jo ændre sig pga. vejret), havde vi planlagt at starte vi i Norge og tage den over Sverige hjem.

I januar længe inden Corona lagde alt ned, købte vi en færgebillet med kahyt Hirtshals til Stavanger. Her i foråret har vi fulgt Udenrigsministeriets rejseanbefalinger tæt og jublede, da Norge ‘åbnede’. I skrivende stund er Sverige ‘lukket’, men danskere har lov til transit uden ophold, så planen er nu, at vi tager nogle uger i Norge og slutter af med at campere så tæt på den svenske grænse som muligt for så at tage en dagstur langs Sveriges vestkyst til enten Helsingborg eller Malmö alt efter, om færgen sejler. 

Indkøb og afprøvning af udstyr

De seneste par år har vi været på kortere mc-ferier med telt og har i den forbindelse indkøbt og afprøvet udstyr, som passer til vores behov [læs mere…]. Vi har fra starten være enige om, at vi ikke ville gå alt for meget på kompromis med kvalitet og funktionalitet i vores indkøb. Vi har erfaret, at det billige ofte kommer til at være dyrere i længden, når fejlkøb skal erstattes. Inden vi har købt udstyr, har vi lånt os frem, læst om det i forskellige fora og blevet vejledt af mere erfarne mc-ister. Det har været godt givet ud, for vi har endnu ikke oplevet, at vi har lavet fejlkøb. Der har været nogle enkelte bevidst tvivlsomme køb, hvor vi har sagt, at vi lige skal afprøve, om det overhovedet er noget, vi kommer til at bruge, før vi køber kvalitetsvaren. Det gælder fx vores stole, som er de klassiske festivalstole til 50 kr., der er lidt til den store og tunge side og ikke specielt gode at sidde i. Vi mener, at stole er uundværlige for os (på længere ture), så dem vil vi gerne have udskiftet til nogle lettere stole med bedre siddekomfort.

Telt og soveudstyr

I 2018 købte vi vores telt (Outwell Calgary 300).

Forrummet har plads bagage og ophold, når vejret driller.

Vi var på udkig efter et telt med en relativ lille pakkestørrelse og vægt, hvor der samtidig var god plads og ståhøjde. Vi er gået lidt på kompromis med de to første krav, da det ellers ville det blive et meget dyrt telt. Vi valgte et telt med rigtig god plads og ståhøjde både i sovekabinen og i forrummet, så vi kan have vores udstyr indenfor samt spise inde i tilfælde af dårligt vejr. Vi oplevede sidste år, at elastikken i den ene foldestang til teltet sprang, så af bitter erfaring medbringer vi fremadrettet ekstra elastik, lige som vi også medbringer ekstra pløkker. Under et kraftigt regnvejr opdagede vi, at det dryppede i teltet. Via vejledning fra telt-producenten, der på vores vores billeder godt kunne se, at fabriksimpreneringen ikke var helt optimal, tætnede vi sidste år teltet med spray, hvilket virker rigtigt godt, så nu burde det kunne holde de norske regnbyger ude – vi krydser fingre.

Vores oppustelige liggeunderlag (JR Gear) fylder sammenfoldet ikke meget meget og vejer 534 g. Oppustet er højden på underlaget 9 cm, hvilket er rigtigt fint, og vi oplever en god isolering i sommernætter. Vi puster selv underlagene op, og for Steen drejer det sig om ca. 28 pust (det kan anbefales at holde pauser i pustningen undervejs!). Bredden på underlaget er lige til den smalle side, da vi har valgt mumieudgaven, og så larmer det lidt, men ellers er vi rigtig godt tilfredse med det (Se anmeldelse af underlaget her) .

Liggeunderlag ved en 1/2 l flaske

Hovedpuderne er oppustelige med fyld i, det fungerer også godt. Hver gang vi er på tur, glemmer vi, at vi har en aftale om, at vi skal puste underlag og puder op inden den første øl, men det er nu ellers en god ide! 

Først puste underlag op – så drikke øl….

Vi har tre-sæsoners soveposer fra Wolf Camper, som vi indtil videre har kunnet holde varmen i. Vi medbringer inderposer i bomuld, som også kan bruges som tæppe udenfor, når aftenerne er kølige. Vi har endnu ikke haft brug for vores silkeposer. Sidste år erfarede vi, at det er rigtigt rart at sove med hue, så det vil vi helt klart også gøre i igen. Huen er også god at have tæt ved sig, når man på kølige dage holder pause på køreturen.

Mad og køkkengrej

Vores uundværlige Trangiasæt.

For første gang skal vi prøve frysetørret mad. Vi har købt ind til 2x5måltider i tilfælde af, at vi ønsker at benytte os af allemandsretten (og Steen ikke fanger en fisk). Ellers medbringer vi brevsuppe, havregryn, pulverkaffe, salt og sukker og så en god madpakke til de første dage – brød, frugt, kogte æg, peanuts og chokolade. Vi sørger også for altid for at have 2 liter vand med os.

Madlavningen foregår på et Trangiasæt, som vi er rigtig glade for. Hertil medbringer vi sprit i mindre flasker, så de er nemmere at pakke. Hver morgen laver vi altid havregrød og koger vand til termokanden (Stanley 750 ml), så vi har til kaffe det meste af dagen. Ud over det medbringer vi bestik i hård plast fra Sea to Summit, service i melamin: en kop, en spiseskål og en flad tallerken til hver købt på tilbud i Netto, en lille grydeske og en foldekniv med forskellige funktioner. Vi har en sammenfoldelig opvaskebalje, men den bliver nu mest brugt til at holde drikkevarer kølige, en miniflaske med opvaskemiddel, karklude (der smides ud efterhånden), et par grønne svampe, nogle viskestykker og en rulle affaldsposer.

Lykken og målet er at ting har flere funktioner. Her illustreret ved vaskebaljen, der også er køleskab 😀

Tøj og sko

Vi går efter devicen lag-på-lag, så lidt med som muligt og at tøjet skal gerne veje et minimum og have flere funktioner. Det vigtige for os er at kunne holde varmen og holde os tørre, når vi ikke kører. Vi har et ønske om at komme ud at vandre i fjeldene, så det tager vi også højde for i pakningen. Vi medbringer baselayer, som også kan bruges til at sove/køre i, varme sokker og vandrestrømper i uld, et par hurtigttørrende bukser og shorts, fleece, t-shirts, let dunjakke, let vandtæt jakke og solhat/kasket. Det anbefales i outdoorkredse, at man bruger uld eller syntetisk tøj og ikke bomuld, da det hurtigt kan føles vådt og tager lang tid om at tørre. Af fodtøj er det et par vandtætte vandresko, trekkingsandaler og et par klipklappere – de er altid gode at have, når man skal i bad. Vi har købt et lille sæt ‘vaskepulver-blade’ som bruges, når man vasker tøj i hånden, hvilket bliver nødvendigt på denne tur. Derfor medbringer vi også en kort tørresnor og nogle klemmer – det er nu altid godt at have med.

Motorcykler og tilhørende udstyr

Ja, det er den store post. Steen har siden sidste år opgraderet på denne front og har nu en Honda Africa Twin Adventure Sports, hvortil der er købt en tanktaske og et taskesæt med topboks – så nu føles det som om, at vi har masser af plads til at pakke i. Jeg kører stadig min Honda NC 700 med ‘handskerum’, der hvor tanken plejer at være, og så har jeg sidetasker og topboks.

Vi har nogle år snakket om nye hjelme, men den post er udsat til næste år. Vi kører med intercom, som vi synes er et plus; turene bliver klart mere hyggelige, det er lettere at finde hinanden igen, hvis man bliver delt i et kryds, og så er der en god sikkerhed i at kunne fortælle, om der er noget, man skal være opmærksom på. Når vi kører, er der ofte lange stunder, hvor vi ikke snakker sammen, men det gør et eller andet, når man er stille sammen over intercom, fremfor at være stille i hver sin hjelm.

GPS’en er også et must ifølge os; det er fantastisk at kunne stille den til snoede veje og så komme på eventyr på veje, som vi ellers ikke ville have valgt. Ved turen til Norge har vi planlagt strækninger i grove træk til de fire første overnatningssteder, men det kan laves om efter behov (og vejr!).

Der er veje og områder i Norge og Sverige, som er et must på mc. Her er det (selvfølgelig) Lysebotn.

Da min benzintank ikke er så stor, har vi valgt at tage en lille benzindunk med, så vi altid har lidt i reserve (den skal selvfølgelig placeres på en af Steens sidetasker). Vi er dog enige om, at vi tanker, når vi kan. Derudover medbringer vi et GIVI punkteringskit, kædespray, reservenøgler og lidt værktøj. Jeg har i år fået mig en regndragt i neon gul af mærket Rev’it; den har jeg endnu til gode at bruge, men den skal helt sikkert med til Norge. Sidste år i Holland opdagede jeg, at min mc-jakke ikke længere holdt vandet ude, så jeg investerede i en Rev’it-jakke med en udtagelig GoreTex regnmembran, der er 100% vandtæt. Problemet er, at selve jakken bliver gennemblødt, hvilket ikke er hensigtsmæssigt, når man sover i telt og ikke har et sted at tørre sit tøj. Steens Rev’it-jakke har regnmembranen indvævet selve jakken, så her preller vandet af som på en regnjakke og har dermed nemmere ved at tørre. Jeg kører i læderbukser, og de holder til overraskende meget regn, men det bliver nu godt med min regndragt. Vi medbringer flere par handsker til forskellige temperaturer; det er også godt at kunne skifte handsker, hvis de bliver våde. Her påtænker vi også at medbringe et sæt støvletørrer, så vi har mulighed for at tørre støvler i løbet af natten. Og vigtigt, så kører vi med rygskjold, og jeg har formstøbte ørepropper – det kan nu godt anbefales.

Diverse

Listen er efterhånden ved at være lang, men her kommer lige lidt af diverse, som vi har på vores liste:

  • Pas, penge, kreditkort, sygesikringsbeviser (gult og blot), registreringsattester, forsikringsoversigt, det røde SOS-kort og færgebilletter. Og ja, noget af det kan hentes på en app, men det er nu godt at have med, hvis man står uden mobildækning
  • Telefoner, opladere til telefoner og intercom, powerbank
  • Små vandrerygsække og siddeunderlag
  • Førstehjælpskit, myggespray (til før og efter stik), smertestillende tabletter, antihistamin, solcreme + stift, pincet
  • Hånddesinficering, vådservietter, lommetørklæder og toiletpapir
  • Microfiberhåndklæder – et lille og lidt større til hver

De sidste par år har vi medbragt en notesbog på vores ture. Her skriver vi rejsedagbog, hvor vi især har fokus på, hvad der virker og ikke virker, hvad vi mangler/godt kunne tænke os, små fif/erfaringer og egne anmeldelser af campingpladser. Det er så en god ide at huske at læse i bogen i god tid inden man skal afsted, så man kan nå at ændre de ting, som man har noteret ville være godt at gøre anderledes på næste tur (note til os selv!).