Vi (mor, far, datter og søn) vågnede til 25 grader og solskin på Hotel Hubertus Hof i Goslar (se del 1).
En start på dagen, der på alle måder var meget forskellig fra den sommer, vi forlod i Danmark med 15 grader og regn.
Også udsigten havde ændret sig væsentligt til det bedre – set med MC-øjne. Lige bag hotellet rejste sig de første af Harzens mange bjerge og bakker, fyldt med sving og god asfalt.
Det var med store forventninger om gode MC-oplevelser, vi gik ned og fik morgenmad på hotellets restaurant.
På bobslæde og røv og albuer – ned ad bjerget
Umiddelbart efter morgenmaden blev motorerne startet. Jeg havde lagt en rute ud fra et kort, man kan få på hotellet. Hotellets motto er “Biker Wilkommen“, hvilket betyder du kan booke en “Biker Spezial” med MC-kort over området og smurte madpakker til turen – SÅDAN!!
Dagens udflugtsmål, udover bare at køre rundt, var St. Andreasberg, hvor man kan køre på bobslæde ned ad en stejl bakke, vel at mærke bobslæde på hjul .
Det kostede 6 euro for turen op i skilift og lån af bobslæde. Det er mere end OK i min bog.
Da vi ankom til toppen, blev vi kort instrueret i brug af kælken. Der var en pind i midten af slæden, som kunne bevæges fremad eller tilbage. Fremad betød fart, tilbage betød brems.
Der stod vi så, 4 personer med hver vores bobslæde – iført komplet MC-sikkerhedsudstyr. Måske netop derfor sagde instruktøren på gebrokkent engelsk, “Not to fast – you will fly”. Jeg er stadig ikke klar over, om det var en advarsel eller en salgstale.
Afsted gik det og ikke for stærkt. Vi kom alle ned i god behold, noget andre ikke gjorde. Den samme aften mødte vi en svensk biker på hotellet, som et par timer forinden havde afprøvet bobslædens flyve-egenskaber. At dømme efter hans hudafskrabninger, var lande-egenskaberne noget ustabile 🙂 Vi blev dog hurtigt enige om, at 2 store kolde Dunkel Hefe nok skulle kurere de værste smerter.
Du kan se en anden (tilfældig) fyrs bobslædetur her: video fra YouTube.
Ikke “storm-chaser”, men “storm-preventer”.
Efter slædeturen var ruten lagt tilbage til hotellet via store omveje.
Undervejs gjorde vi holdt ved et supermarked for at købe lidt vand og snack til resten af turen. Andreas benyttede muligheden for hvile den trætte krop på P-pladsen, mens Signe og Cecilie handlede.
Alt mens vi spiste og drak lidt, blev det meget, meget mørkt over vores hoveder og små dråber landende rundt omkring. En meget kraftig og meget lokal byge gjorde sig klar til at kaste kæmpemæssige vandmængder ned over området.
Resulut satte vi op og ændrede ruten, så vi fuldstændig undgik regn. Det var en sjov fornemmelse at lade vejret bestemme retningen. Vi kørte lige i udkanten af uvejret hele vejen tilbage til hotellet – fuldstændig tørre og glade.
Kaiser Hof – den smukke søster
Tilbage i Goslar besøgte vi, på en af vores mange byvandringer, søster-hotellet Kaiser Hof, som ejes og bestyres af den samme familie som Hubertus Hof. Og vi fandt ved selvsyn ud af, at personalet også var begge steder, vi blev nemlig mødt af Dejan på sin varme og venlige måde.
Kaiser Hof ligger 700 meter fra Hubertus Hof og har også egen P-plads. Derudover er der en lukket gårdhave, hvor MCer selvfølgelig kan komme ind og stå. Jo jo – bikere er mere end velkommen.
Både Hubertus Hof og Kaiser Hof har lang historie i området, og begge hoteller er velholdte og nyrenoverede.
Men det er som beskrevet i et tidligere indlæg, de hjertensvarme mennesker bag skranken, der gør stederne specielle. Og danskere har en speciel plads i deres hjerter.
Alle vores aftner (3 styks) sluttede med mad, hygge og samvær på terrassen. Langt de fleste gæster på begge hoteller er danskere, så der bliver hurtigt sat borde sammen og snakket og grinet. Og der gik ikke længe før andre nationaliteter satte sig til bordet. Rigtigt hyggeligt.
Folkene bag og Robert de Niro
Begge hoteller er et familieforetagende. Og det er med streg under familie. Udover de 2 brødre bestyrer hver deres hotel, så er begge forældre stadig aktive.
Moren styrer køkkenet med overblik og smil, og du vil møde hende tidligt om morgenen, når hun byder dig hjerteligt godmorgen til morgenbuffetten.
Faren er den mest coole fyr, jeg længe har mødt. Rolig svæver han rundt og sikrer alt er OK. Og så ligner han gu’hjælpemig Robert de Niro. Han hedder Dragan – men i min verden hedder han Dragan de Niro 🙂
Kaiser Hof bestyres af lillebroren Dejan (ikke tjeneren). Han er som resten af familien en rolig, høflig og hjertelig fyr. Jeg har desværre ikke et billede af ham.
Downhill igen. Denne gang på 2 hjul.
Harzen er præget af at være skisportssted om vinteren. Det medfører spændende aktiviteter om sommeren.
Vi tog derfor afsted til Braunlage for at køre “Monster Roller“, som er store løbehjul med kæmpedæk og skivebremser for og bag.
For 16 euro/prs. fik vi et stort løbehjul, cykelhjelm og skilift til toppen. Det er igen en meget fornuftig pris for en super oplevelse.
Vores MC-tøj kunne vi få opmagasineret der, hvor vi købte billetterne.
Inden vi fik udleveret løbehjulene, fik vi en grundig instruktion. Og sjovt nok var der igen (denne gang på flot engelsk) en sætning om ikke at køre for stærkt, “You will crash”. Og så gik det ellers opad med lift inden de 5 km nedad på løbehjulene.
Vi havde en sjov og sportslig oplevelse på den 5 km lange nedkørsel. Specielt den første del var præget af udfordrende stykker (hvis du vil køre stærkt), og vi blev hurtigt dus med de overdimensionerede løbehjul.
Det kan klart anbefales som en familie-aktivitet, og det er ikke mere farligt, end du gør det til. Hvilket en af de danske gæster fra hotellet fandt ud af. Hun ville lige give den lidt ekstra gas (ikke bremse) og wupti – så røg der noget hud på det ene ben krydret med en kraftigt forstuvet hånd. Men igen… Dunkel Hefe om aftenen, det er universal-medicinen 🙂
Goslar – den smukke middelalder-stad
Vi var på byvandring i Goslar hver eneste dag. Det er en utrolig smuk by, som helt fortjent har fundet vej på UNESCOs liste over bevaringsværdige steder.
Hele centrum er meget velholdt og nænsomt renoveret. Der er alt fra åbne pladser og smalle brostensbelagte gader og selvfølgelig cafeer og restauranter i massevis – som det sig hører 🙂
Nedenunder er nogle få billeder fra byen.
Jeg kan kraftigt anbefale Harzen, Goslar og de 2 hoteller, og det er helt bestemt ikke sidste gang, jeg pakker cyklen til en Harzen-tur.
Efter 3 dage var det tid til hjemturen med overnatning tæt på Lübeck. Det kan du læse mere om i del 3.
— Steens Garage —
** Husk at LIKE siden “Steens Garage” på Facebook og få nyt om indlæg mm.
1 Comment
1 Pingback