5. etape den 8. juli 2015
Start: Liége
Ankomst: Charleroi
KM: 119.17
Tid: 8 timer
Som altid stod jeg og min stifinder-ven Lars op tidligt og kørte ruten ud ad byen i bil. Så kan rytterne få så god en start som muligt, og vi kan rette ruten til ift vejarbejde mm..
Dagen i dag bød på den famøse stigning “Mur de Huy”. En rigtig klassiker, som det handler om at komme op ad og ikke hvor hurtigt du gør det. Med en gennemsnitlig stigningsprocent på 13 grader og en maksimal på 26 grader, er den en udfordring for både amatører og professionelle. Tour de France har lige haft mål på toppen for et par dage siden.
Jeg fik lov til at køre med op ad stigningen på XADeren, fordi jeg havde fået monteret et GoPro kamera foran, og skulle filme Søren Birk på sin tur til toppen.
Det var en af de mest følelsesladede oplevelser jeg har haft på en MC. jeg sad reelt og smågræd af overvældelse det meste af vejen.
Søren kørte til toppen på EN CYLINDER. Undervejs overhalede han adskillige 2 cylindrede. Han har kun et (1) ben. Søren blev født med en kræftknude i det ene ben og mistede det umiddelbart efter fødslen.
Det har skabt en person, som ikke kun gør det alle andre gør, men gør det rigtigt mange andre ikke kan.
Han har i dag cyklet Mur de Huy, i en atmosfære, der er ubeskrivelig. Søren – du er min helt.
Se videoen af Sørens tur her
Sportsfilm laver video-indslag om hans ridt til toppen, som jeg nok skal dele når det bliver udgivet.
Og på en MC-note, så tøffede Snehvide da bare deropad, mens andre mærker (dobbelt så dyre) måtte stoppe pga koblingsproblemer. Det kan du jo se i videon 😀
Hun fik et kæmpe-kys, da vi nåede toppen.
XADeren er med rette vokset ind i hjerterne på rytterne. Her er det cykel-tøsen Annette, som måske en gang bliver til MC-tøsen Annette 🙂
Skriv en kommentar