Fem forskellige motorcykler og oplevelser

Af gæsteblogger Signe

Jeg har været så heldig at have haft mulighed for at prøve forskellige motorcykler dette forår.  Og jeg må indrømme, at det har været fantastisk. Det har rykket ved min opfattelse af køreglæde og krav til en motorcykel.

Jeg er ikke typen, der sparker dæk eller interesserer mig for heste og kubik. Når jeg ser en motorcykel, går min første tanke på, om den er pæn. Jeg er mest til runde former i sort eller hvid.
Min anden tanke er, om jeg kan nå jorden siddende på motorcyklen. Med mine 166 cm og relativt korte ben er det en vigtig faktor. Derfor købte jeg sidste år som nyudklækket motorcyklist min Vera – en Yamaha Virago XV 535 (1993). Det synes jeg er en flot og rigtig motorcykel, og jeg kan nå med flad fod på begge sider. Jeg har nydt at køre rundt på Vera og har ikke kunne se mig selv på en anden type motorcykel.

Jeg har tænkt, at vindstøjen, rystelserne og de begrænsede bremse- og vendeegenskaber var noget, der fulgte med på en motorcykel. Men efter at have kørt på forskellige modeller skal jeg da ellers lige love for, at der er blevet rykket ved mine forestillinger.

Min første wow-oplevelse dette forår var på en el-motorcykel Zero S (2014). Og det var virkelig en wow-oplevelse. Det føltes næsten som at snyde, så let var den at køre på. Den føltes let at holde, at manøvrere og at køre. Kun ét håndtag, der bare skulle drejes, og så var der accelleration. Et yderligere plus var den fraværende motorstøj.

Den eneste årsag til, at jeg ikke byttede Vera ud med det samme, var at en el-motorcykel ikke kører langt nok på en opladning til mit behov. Og så er det længe at stå at vente 8-9 timer, inden den er ladet op igen.

Min anden fantastiske køreoplevelse var på en Honda NC 700S (2015). Jeg faldt for den ved første øjekast. Relativ runde former og sort/hvid, og da jeg satte mig op den, kunne jeg nemt nå jorden. At den så var helt fantastisk at køre på, manøvrere rundt med og meget lidt vindstøj, ja, så var jeg helt solgt.

Min tredje oplevelse var på en Honda NC 750 XAD (2015). Sort/hvid, meget kantet og lige til den høje side. Og så var den med automatgear. Det fungerede bare. Slet ikke som i bil, hvor man kan mærke gearskiftet. Her opdagede jeg det kun ved at kigge på gearindkatoren. Dejlig let at køre og manøvrere rundt med.

XAD’eren klargøres hos Honda

Min fjerde oplevelse er så den Suzuki Bandit 600 S (2004), som jeg kører rundt på for tiden. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle køre den. Når jeg ser på den, virker den alt for stor og tung til lille mig – og så er den koboltblå!
Men jeg må sige, at når jeg kører afsted, så glemmer jeg det med farven. Jeg føler mig sikker på den, den ligger godt på vejen og den er sjov at lege med. Ender jeg med en Bandit en dag, vil den skulle sænkes lidt, så jeg har nemmere ved at manøvrere rundt med den ved fx parkering.

Det har været fantastisk at få lov til at køre på de forskellige motorcykler. Næste gang jeg kigger efter en anden motorcykel end Vera, ja så skal der mere til end bare runde former og de rigtige farver.

Og hvem ved, måske en dag begynder jeg også at interessere mig for heste og kubik?