Det var bestemt ikke uden vemod, jeg startede NC 700’eren og satte kurs mod Honda DK i Århus.
NC 700’eren har været et aldeles behageligt og sjovt bekendtskab for både mig og Signe.
Af tidsmæssige årsager tog jeg hele turen på motorvej, hvor cyklen opførte sig som forventet. Roligt, sikkert og med en masse kraft i de lave omdrejninger.

Ikke bare metal…..

Da jeg ankom til Århus, blev jeg budt velkommen af Morten Agerbæk, direktør for Honda Danmark. Morten gelejdede mig om til en port, så NC 700’eren kunne komme indendørs i en lagerbygning.
Da jeg trillede ind i bygningen, blev jeg mødt af Morten og den NC 750 XAD, der skal med mig på eventyr i den kommende tid. Mere herom i løbet af de næste par måneder.
Jeg kender Morten fra et tidligere møde, og glæder mig over en MC-mand, der vitterligt har hjertet med i arbejdet. Han elsker motorcykler, for som han sagde, “Det er ikke bare metal jeg sælger, men derimod en livsstil og en historie“. Fedt.

Nu, da jeg var i MC-mekka, fik jeg lov til at shoppe en smule. Nye støvler, en bagsæde-taske og et rygskjold blev det til, men jeg kunne have gået rundt og kigget på hylder og kasser hele dagen.

Støvlerne (Daytona Spirit GTX) blev testet på vej hjem i silende regn – og de holdt fuldstændig tæt (som lovet). Derudover har de en god pasform. Jeg har en bred fod, men støvlerne var behagelige fra første sekund. Jeg prøvede nogle forskellige modeller, og pasformen var lige god på alle sammen. I sidste ende var det designet, jeg valgte dem på.
Rygskjoldet (Forcefield Pro Sub 4 – level2) var behageligt og formede sig efter 5 minutter fuldstændig efter mig rygsøjle. Jeg valgte det, fordi det er meget sikkert og har et ydre stofhylster, som kan tages af og vaskes.
Sædetasken (GIVI WP406) kunne jeg ikke have med hjem, så den bliver eftersendt. Den blev valgt efter bagage-behov, og fordi den er vandtæt.

Den nye stjerne….

Så blev fokus rettet mod dagens stjerne, XAD’eren. Det var med let surrealisme, jeg steg op og startede den.
Det er ikke hverdagskost at få en ny MC stillet til rådighed, og det var virkelig juleaften i Garage-land for mig. Morten havde forklaret mig, hvordan motorcyklen skal køres, og hvordan de (for mig) nye tekniske ting virkede.
Roligt og med et kæmpesmil trillede jeg ud i den silende forårsregn.

Hvordan virker det så? Hvordan kører den? Er den behagelig? Hvem er målgruppen?

Alle disse spørgsmål og meget mere besvares over de kommende måneder – i Garage-stil, naturligvis 🙂

En finger med undervejs….

Jeg vil forklare mit første møde med XAD’eren på følgende måde.
På motorvejen fik jeg en finger af 2 knægte i en bette bil. Ikke den dårlige finger, men derimod en tommeltot presset op mod bilruden, da de kørte forbi mig.
Da jeg senere gjorde kaffepause-stop syd for Århus, faldt jeg i snak med en anden MCist, det gør vi bikere jo (se Biker kodeks).
Han var en stor og maskulin trucker, som fik en lysere og lysere stemme jo mere vi gik på opdagelse på XAD’eren. En sjov oplevelse at se ham blive reelt overrasket over løsninger på MCen – gang på gang. Han udbrød på et tidspunkt, “Det var da den fedeste løsning – genialt”. Det var kort tid før hans stemme blev så begejstret, at den kun kunne høres af omstrejfende hunde.

Der er ingen tvivl om, at “publikum” lagde mærke til XADeren. Følg med her i Garagen hvor jeg over tid vil beskrive det, der gør den så speciel, og som helt sikkert også vil dele vandene i MC-verdenen.

Kunne jeg lide kørslen. Hmmmm.
Det stod ned i stænger og blæste en pelikan, og jeg kørte en kæmpe omvej hjem. Need I say more?

DSC02710

Ved første øjekast kan man sagtens genkende slægtskabet med NC 700’eren. Men der er stor forskel på de 2 cykler – meget stor.

— Steens Garage —

** Husk at LIKE siden “Steens Garage” på Facebook og få nyt om indlæg mm.